Vores værdier
Vores værdier
Unitas Rejser bygger på værdier, som strækker sig langt tilbage i vores historie. Det er værdier, som vi sætter pris på, og som vi ønsker at værne om, men som også hele tiden er under udvikling. Vi har alle været med til at formulere og udvikle værdierne, som beskriver, hvad vi står for både som mennesker og som virksomhed.
Nedenfor får du et indblik i, hvordan vi tænker og arbejder i Unitas Rejser.
Faglighed – vi er to skridt foran
Den daglige gulerod for os er at skabe en succesfuld rejse for alle vores kunder. Det er det, som driver os og får blodet til at pumpe i den organisme, som vi kalder Unitas Rejser. For os handler det om mere end blot en rejse fra A til B – det er vigtigt for os at være omhyggelige og ærekære i tilrettelæggelsen af en rejse. I en branche med høj teknologisk udvikling, skarp konkurrence og økonomiske udfordringer er det vores service og faglighed, som skaber værdien for vores kunder. Dét værner vi om i vores dialog med kunder og samarbejdspartnere, hvor den personlige relation altid er i højsædet.
Troværdighed – vi er kundens “kollega”
Vi værdsætter den nære, personlige relation i Unitas Rejser. Vi møder altid vores kunder, kollegaer og samarbejdspartnere i øjenhøjde. For os er ærlighed og forventningsafstemning et vigtigt grundlag for dialogen. Det gælder, uanset om det handler om komfort i bussen, afbestilling af billetter eller rejsens program. Vi ser os selv som kundens kollega snarere end sælgeren i den anden ende af røret. Vi går et ekstra skridt, fordi vi brænder for det, som vi laver. For os er ordentlighed og troværdighed fundamentet for det gode samarbejde og en succesfuld rejse.
Rummelighed – vi værdsætter forskellighed
Hos Unitas Rejser tror vi på, at der skal være plads til forskellighed for at skabe det bedste fællesskab og de bedste løsninger. Den uformelle omgangstone er et godt billede på Unitas Rejser, hvor der er plads til medbestemmelse, en ’kæk’ bemærkning og respekt for den enkelte.
Vi skaber rummelighed ved at være åbne og imødekommende for nye inputs. Det er de skæve vinkler og opgaver, som giver ekstra krydderi til hverdagen og åbner øjnene for nye måder at gøre tingene på.
Udvikling – vi udfordrer os selv og hinanden
Hos Unitas Rejser elsker vi traditioner, men vi stræber samtidig efter at udfordre os selv og hinanden til at tænke i nye baner og løsninger. I et rejsebureau med 70 år i bagagen er det vigtigt, at vi holder liv i nye idéer, særligt når dagligdagen og vanerne trænger sig på. Vi imødekommer kundernes særlige ønsker og behov ved at være proaktive i en branche, som udvikler sig med hastige skridt. Vi er nysgerrige og omstillingsparate overfor nye faglige og teknologiske input.