Job hos Unitas Rejser

Junior Rejsekonsulent til NGO og humanitære organisationer

Vil du være med til at gøre en forskel for dem, der gør en forskel?

Ved du, hvor Entebbe, Ouagadougou og Cox’s Bazar ligger? Og hvis ikke, har du så lyst til at lære det?
Vil du arbejde med rejser, der gør en forskel, og samtidig udvikle dig i en branche, hvor to dage aldrig er ens?Hos Unitas Rejser hjælper vi danske, norske og internationale NGO’er og kirkelige organisationer med at komme ud i verden. Vores kunder rejser for indsamlede midler, og derfor betyder det noget, at vi leverer løsninger med høj kvalitet, skaber tryghed og får selv de mest komplekse rejser til at fungere.
Vi søger en ny kollega, som har lyst til at lære rejsebranchen at kende og udvikle sig sammen med os. Har du den rette nysgerrighed og lyst til at lære, sørger vi for en grundig oplæring.

Hvem er vi?

Hos Unitas Rejser tror vi på, at de bedste løsninger bliver skabt sammen.
Vi deler vores viden. Vi hjælper hinanden. Vi tager ansvar. Og vi tror på, at vi bliver dygtigere, når vi udvikler os sammen. Derfor leder vi ikke kun efter en medarbejder. Vi leder efter en kollega. En person, der har lyst til at være en aktiv del af vores fællesskab og bidrage til den kultur, vi hver dag arbejder på at udvikle.

Om jobbet

Du bliver en del af vores NGO afdeling, hvor du får en grundig oplæring og gradvist får ansvar for dine egne kunder. Du kommer blandt andet til at arbejde med:

  • Salg af flybilletter samt relaterede produkter og services
  • Daglig kontakt med danske, norske og internationale kunder
  • Rådgivning og planlægning af rejser over hele verden
  • Flyreservationer og interne systemer
  • Opbygning af langvarige kunderelationer
  • At finde de bedste løsninger med fokus på både service og værdi for pengene
  • At sikre, at rejsen fungerer før, under og efter afrejse

Hos os slipper du ikke opgaven, når billetten er udstedt.
Du følger kunden hele vejen og er med til at finde løsninger, når planer ændrer sig.
Vi forventer heller ikke kun, at du løser dagens opgaver.
Vi håber også, du får øje på muligheder. Mange af vores bedste idéer opstår i dialog med kunder og kolleger, og vi vil gerne have en kollega, der har lyst til at bidrage til den udvikling.

Vi forestiller os, at du:

  • Er nysgerrig på mennesker, verden og forskellige kulturer
  • Har lyst til at skabe relationer og opbygge tillid
  • Kan bevare overblikket, også når tempoet er højt
  • Arbejder struktureret og har sans for detaljen
  • Er serviceminded og trives med kundekontakt
  • Tager ansvar og følger dine opgaver til dørs
  • Bidrager positivt til fællesskabet
  • Taler og skriver dansk og engelsk
  • Taler og forstår du norsk, vil det være en fordel, men det er ikke et krav
  • Flair for IT

Det er ikke afgørende, om du allerede har erfaring fra rejsebranchen.
Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, udvikle dig og blive en del af et team, hvor vi hjælper hinanden med at lykkes.

Vi tilbyder

  • Grundig oplæring og løbende sparring
  • Et job med ansvar og udviklingsmuligheder
  • En international hverdag, hvor ingen dage er ens
  • Et stærkt fællesskab med engagerede kolleger
  • Mulighed for hjemmearbejde, når du er godt inde i jobbet
  • Pension, sundhedsforsikring og attraktive personalegoder
  • En arbejdsplads med højt til loftet, korte beslutningsveje og plads til familieliv

Stillingen er fuldtid med arbejdssted i Silkeborg.

Om Unitas Rejser

Vi er en rejsevirksomhed med rødder tilbage til 1948. Vi arbejder med grupperejser for skoler, organisationer og fællesskaber.

Vi møder mennesker og kulturer med tillid og professionalisme, og vi gør komplekse rejser enkle.

Vi lægger vægt på kvalitet, relationer og ansvar i det, vi laver. Og vi arbejder målrettet på at skabe både de bedste kundeoplevelser og det stærkeste team.

Vores overskud går til arbejdet med børn og unge i Danmark. Det forpligter og giver retning i det daglige arbejde.

Vi ønsker dig ansat senest pr. 1. november og afholder derfor løbende samtaler, og vi ansætter, når den rigtige ansøger er her. Hvis du ønsker det, vil det være muligt at tale med en kommende kollega.

Ansøgningen stiles til afdelingsleder Erik Adeltoft, bilagt dit CV via linket herunder.

Har du spørgsmål til stillingen, så ring endelig til Erik på 87231234.